HENRIK VOLF

Hej alle I fantastiske mennesker
Det vælter ind med sjove søde og vilde historier, - både på Instagram, Facebook, LinkedIn, Messenger og ikke mindst i tråden på min nye sang "Vejen Der Hjemmefra" -
https://www.facebook.com/VOLFNYCD/videos/1140474093627510-, lagt ud 11. april 2024 på Henrik Volf - Original Musik / Facebook. Det er fantastisk. BLIV VED MED DET!

En historie, som er kommet frem fra flere vinkler, er balladen på banegården i Herning i slut 70’erne. Så jeg tillader mig her, at lægge et afsnit op fra min bog "Alt Det Der Tåler Dagens Lys", som omhandler det emne.
Kapitlet hedder “TILTALT FOR PENGE AFPRESNING”. Så er du advaret.

foto-fra-henrik-volfs-selvbiografi--henrik-volf---alt-det-der-ta030aler-dagens-lys

Henrik Volf tegn

Kapitel 8.

Tiltalt for pengeafpresning

Midt i den periode får jeg pludselig stjålet min knallert. MIN
YAMAHA, mit et og alt. Da jeg senere finder knægten, der har stjålet den (ved hjælp af, når jeg selv skal sige det, et fantastisk detektivarbejde), løber det helt løbsk. Han fik ”på munden”, som man siger. Det var det sprog, jeg kendte til dengang. Jeg forlangte samtidig hver en krone i erstatning, for alt det, han havde ødelagt på knallerten. Der var meget, og hans bevæggrunde for denne mishandling af en stjålet knallert var simpelthen at gøre den så ukendelig som muligt. Så kunne man køre rundt i området uden at knallerten blev genkendt.
Umiddelbart smart, men det slap ham her ikke godt fra. Så heldig var han ikke. Så han fik, foruden et par på kassen, en regning, som han skulle betale. Jeg husker faktisk ikke det nøjagtige beløb. Men han fik en afdragsordning på 300 kroner om måneden, og for at gøre det hele endnu mere dramatisk skulle hvert afdrag foregå i den nye tunnel under Banegårdspladsen i Herning. Man havde vel set et par rockerfilm eller tre på det store biograflærred.
Det gik planmæssigt. Den første gang. Afdraget. Anden gang udeblev manden, og betalingen, og i dagene derefter gik rygtet på, at nu var det MIG, der skulle have ”på munden”.
Nu er det så ikke for at gøre det hele mere dramatisk, end det var. Jeg indleder dog alligevel med følgende:
Det var en mørk og regnfuld efterårsaften, som udmunder i en regulær bandekrig mellem to grupperinger. Et samlet antal på måske op til 50 mand på knallerter og motorcykler og nogle få i biler fra henholdsvis Lind og Herning, som resulterede i, at flere politibiler og salatfade var til stede på parkeringspladsen på banegården den pågældende aften.
Knægten, som havde stjålet knallerten, og som havde undladt at betale, endte da også med, i skræk og rædsel, at melde sig selv til politiet samme aften. Mens den anden knægt (mig) pludselig fik et sagsanlæg på nakken for pengeafpresning og skulle møde mandagen efter på politigården med en beskikket sagsbehandler.
Den dag, på vej ind til min første afhøring hos politiet, smed jeg min springkniv fra mig på et gadehjørne mellem Søndergade og
Dalgasgade i Herning. Nu var det nok med den galskab.
Det endte heldigvis med, at sagen blev frafaldet grundet store dokumenterede forklaringer og ikke mindst en masse armbevægelser fra en ung og ret så forurettet Henrik Volf Laursen. Der allerede i den alder godt kunne se det smarte i at kunne lægge et budget og argumentere for sin sag. Jeg gjorde i hvert fald, hvad jeg kunne, og jeg gik fri. Men jeg fik en kæmpe advarsel og i den grad noget at tænke over. I hvert fald hvad ordensmagten angik. Mit temperament var dog stadig intakt.
Desværre. For ikke så længe efter røg jeg selv i en gevaldig øretæve til en privatfest i Gjellerup, hvor jeg endnu en gang havde for meget alkohol i blodet og for stor tro på egne evner.
Aftenen ender med ambulance, et hul i hovedet og en indlæggelse på skadestuen på Herning Sygehus, hvor man barberede det meste af mit hår af og efterfølgende syede mig sammen.
Fra det sekund handlede det KUN om den forfængelighed, som jeg var, og stadigvæk er, i besiddelse af. Nå ja, og så lige om et par forældre, der på INGEN måde skulle vide noget om den her batalje.
Så jeg gik, sov og levede med min militærkasket, dage og nætter, og ventede desperat på, at mit hår skulle vokse ud igen. Lige indtil nabokonen (læs: den selv samme nabokone, der afslørede mit mælkepengetyveri, way back, tilbage i starten af min skoletid) ”tilfældigvis” kom forbi med en artikel om et knallertstyrt i Gjellerup forrige lørdag nat, hvor en ung knallertkører ved navn Henrik Wulff Laursen var kommet slemt til skade.
”Hvordan går det med Henrik?” lød det. Lige op i hovedet på en totalt uvidende Kirsten Laursen. Min mor.
Så måtte jeg igen gå til bekendelse. Min mor tog man ikke røven på. Man løj allernådigst en lille bitte smule. Så jeg lod det derfor blive i løgnen med knallertstyret. Det var en bedre historie. Det kunne jo ske for selv den bedste.


Henrik Volf tegn


Du kan høre bogen indtalt af forfatteren ham selv på Mofibo her: https://mofibo.com/dk/books/alt-det-der-t%C3%A5ler-dagens-lys-2550313 - eller købe direkte her på siden:

HENRIK VOLF
MIN HISTORIE
Alt Det Der Tåler Dagens Lys


© VMP Forlag
1. udgave, 3. oplag.
ISBN 978-87-974167-0-9
Forsidefoto: Arne Stenstrup Hansen
Bagside fotos: Private fotos
Fotos i bog: Se billedtekster
Korrektur: Tjerry Korrektur
Grafisk tilrettelægning: Henrik Volf
Bogen er trykt hos: Green Grafic ApS, Ikast

En speciel tak til Herning Folkeblad, for tilladelse til at bruge fotos og artikler
For enkelte fotos og artikler har det ikke været muligt at finde retmæssige
indehavere af ophavsretten. Såfremt der på denne måde er tale om krænkelse af
ophavsretten, er det sket utilsigtet.

© VMP Forlag







Alt Det Der Tåler Dagens Lys - Musik & fortællinger Show 2023/24

Henrik Volf - Musik & Fortællinger 2024
Henrik Volf er sit eget brand
Henrik Volf er en markant figur inden for dansk musik og kultur. Ingen, der nogensinde har stået ved scenekanten foran en konstellation med Henrik Volf i spidsen, er i tvivl om dette.
Han bliver ofte spurgt, om han har sin guitar med sig, når han bevæger sig rundt. Det har han i 2024 og han har netop valgt at parre musikken med kunsten.
Det nye koncept er en fantastisk mulighed for at komme helt tæt på Henrik Volf, da han vil dele sin rejse med sit publikum gennem solo musik, kunst og fortælling. En enestående chance for at møde kunstneren selv, lytte og se ham præsentere sine malerier, købe en bog med en personlig hilsen og nyde, når han fortæller live fra scenen - selvfølgelig krydret med sange musiknumre fra sit enorme bagkatalog.


Alt Det Der Tåler Dagens Lys

Showet som fortsætter ind i 2024, tager udgangspunkt i Alt Det Der Tåler Dagens Lys”, som er titlen på Henrik Volfs anmelderroste selvbiografi, der udkom i november 2022, godt krydret med en ubetinget kærlighed til livet, anekdoter og musik fra det både det Volfske, og andres katalog, gennem de sidste sidste 35 år.
En fandenivolFsk, selvironisk og musikalsk rejse omkring storhedsvanvid og om at turde. Turde at fortælle historien.
- Det en fortælling om et liv. Og jeg har lyst til at fortælle min. Med musik, mine egne ord, og fortællinger, fortæller musikeren, der nu også kan kalde sig forfatter.
Bogen ”Alt Det Der Tåler Dagens Lys” skildrer en evig kamp om at erobre verden, uanset prisen, med de talenter og dæmoner, man nu er skabt med. Volf manøvrerede i en verden, hvor han i mange år gik på line imellem at blive en af Danmarks bedste brydere, samtidig med at musikken trak i en helt anden retning.
En sand historie, om at gøre sig umage, og om at øve sig i at blive et godt menneske. Selvom temperamentet ind i mellem spænder ben.
Efter koncerten vil der være mulighed for at købe et signeret eksemplar af selvbiografien.


Blander toner og farver med forretning
Henrik Volf er en selvstændig mand med en kreativ hjerne, der ofte har forvandlet sine passioner til forretninger. Senest har hans evner til at blande farver, som uddannelsen til farvehandler lærte ham, kastet ham ud i helt nye eventyr. Siden 2019 har flere kultursteder rundt om i landet åbnet op for maleriudstillinger, hvor gæster fra nær og fjern er kommet til og flere er listet derfra med et værk med Henrik Volf signatur.
Det, der startede for mange år siden med en simpel D-akkord, har i den grad båret frugt. I 2022 udgav Henrik Volf sin anmelderroste selvbiografi, "Alt Det, Der Tåler Dagens Lys".
Her fortæller han med egne ord historien om den evige kamp for at erobre verden og om de talenter og dæmoner, der har formet ham som menneske.
Der er ingen tvivl om, at den imponerende portefølje af talent inden for musik, litteratur og kunst efterlader et varigt indtryk i dansk kultur.

Henrik Volf er et menneske - en ægte kunstner, der formår at berøre sjæle og skabe forbindelse til sit publikum.
Så kom se, lyt og mærk …



facebook1     instagram     twitter
Copyright © 2024 - Henrik Volf